Ordination!

I pinsen 1962 blev jeg ordineret til præst. Datoen har jeg aldrig tænkt på, ordinationsdagen er for mig 2.pinsedag.
I ugerne op mod pinse dominerede tanken: hvorfor kan man ikke bare ligesom alle andre mennesker "begynde den 1.", eller evt. bare "begynde på mandag". Da det var overstået, forstod jeg egentlig ikke selv, hvorfor jeg havde så meget imod at skulle ordineres - og jeg forstår det stadig ikke. De øvelser, der resulterede i ordinationen, havde på ingen måde afskrækket mig. Der var ikke noget, jeg havde været nervøs for. Det skulle da lige være  det: at bestemme mig for at søge præsteembede.
Jeg havde et kandidatstipendium fra Århus Universitet, som ikke var udløbet.
Efter embedseksamen i 1958 havde jeg været et efterårssemester i Oslo og et forår på pastoralseminariet i København, hvor jeg havde været så usandsynligt heldig at få en plads på Borchs Kollegium. Seminariet levnede rigelig tid til fortsat beskæftigelse med kirkehistorien. Så fulgte et år på Union Theological Seminary i New York. Alt sammen havde det formål at forske i den danske liberale teologis historie, hvilket havde været emne for min prisopgave i 1955. Efter året i New York fik jeg så kandidatstipendiet og flyttede tilbage til Borchs Kollegium - frydefuldt. I foråret 1961 sad jeg 3 måneder i Marburg og Göttingen og ledte efter breve fra danske liberalteologer. Dem fandt jeg ikke mange af, men derimod en masse andet, som var forrygende spændende. Til rejsen havde jeg fået Frederik Nielsens rejselegat på 800 kr. - det var faktisk penge dengang. Men da jeg fik kandidatstipendiet, ringede jeg selvfølgeligt pænt til Hal Koch og frasagde mig Fr.Nielsen i den formening, at jeg ikke kunne oppebære to stipendier på én gang. Men Hal Koch sagde: De skal ud at rejse, og De er jo ikke nogen spejderpige! selvfølgeligt skal De have et særligt stipendium til rejsen.
Sommeren 1961 flyttede jeg tilbage til Borchs Kollegium og fortsatte med den liberale teologi. Sad mest i det kgl. bobliotek, - det gjaldt stadig liberalteologiens historie. Men en dag ser jeg, at embedet som kaldskapellan ved Vor Frelsers Kirke var opslået - og jeg fik så umanérlig lyst til at blive præst på. I pastoralseminarietiden havde jeg været føl hos Laurids Stampe ved Christianskirken, havde prædiket mine 3 gange i kirken og var blevet mægtigt glad for Christanshavn og christianshavnerne. Men problemet var jo altså kandidatstipendiet. Jeg havde da fået skrevet en artikel til kirkehistoriske samlinger om Henry Ussing og nogle andre af de missionske, som i virkeligheden var dybt påvirkede af den liberale teologi - og så havde jeg iøvrigt brugt en del tid på at lave register til kirkehistoriske samlinger og noget arkivarbejde for Kaj Baagø, som sad i Indien og skrev om Hernnhuterne - men jeg havde jo altså et halvt år tilbage af stipendiet. Egentlig syntes jeg, så vidt jeg husker, ikke det var noget problem - jeg kunne jo arbejde videre med kirkehistorien, selvom jeg blev præst, mente jeg. Jeg så mig selv sætte mig ned med mine studier om aftenen efter en skøn dags arbejde med sognearbejde, prædikener og meget andet! Jeg skrev til P.G.Lindhardt, som havde været mig i alle måder behjælpelig under og efter studiet - hvad sagde han til, om jeg slap kandidatstipendiet?  han sagde, at kirkehistorikere har vi nok af, gode præster altid for få. Da det bestemt var min hensigt at blive en god præst, skrev jeg ansøgningen.

I hvilken rækkefølge, de efterfølgende begivenheder forløb, kan jeg ikke helt huske. Heldigvis var der på Borchs Kollegium gode folk, som nok vidste, hvordan man begår sig i det kirkelige. De overbeviste mig om, at det første, man gør, er at henvende sig til biskoppen i det stift, hvor man har søgt embede, så det gjorde jeg.
Willy Westergaard Madsen var biskop over Københavns Stift fra 1960 til 1975. Jeg har altid tænkt på ham som "den gamle biskop", og det tror jeg i grunden, jeg gjorde allerede den gang. Men han var født i 1907, konstaterer jeg lige i Kirkelig Håndbog fra 1981, og var altså en yngling på 55!
Det skal straks siges, at Westergaard Madsen var en tiltalende mand. På ingen måde mere biskoppelig end rimeligt var, gjorde absolut indtryk af at være en fornuftigt menneske. Jeg nærer ikke noget ønske om at kaste noget latterlighedens skær over ham.
Jeg havde 2 længere samtaler med ham - den indledende, da jeg havde indleveret min ansøgning, og så naturligvis bispeeksamen. Det er alt sammen meget længe siden, og hvad der blev  sagt ved hvilken lejlighed kan jeg ikke huske - og i det taget er det ikke meget, jeg husker. Skulle jeg have skrevet erindringer, skulle det være sket for mange år siden, og jeg har ikke noget ønske om at digte mine erindringer.

Men der er da noget, man husker. Biskoppen sagde indledningsvis:  ja, De fylder jo 30 næste gang, det kan De ikke løbe fra!  hertil kunne jeg kun svare, at jeg ikke havde noget ønske om at løbe fra det. - En ligegyldig ting, og jeg kan nok kun huske det, fordi jeg i grunden syntes, det var noget sært noget at sige.
Da jeg er Århus-teolog, blev jeg  naturligvis interviewet lidt om de mest brændende emner: opstandelse, himmelfart og evigt liv. Jeg kunne godt følge med i tankegangen, og svarede på århusíansk ud af mit lutherske hjerte. Biskoppen havde vist ingen problemer med mig i teologisk henseende. Derimod havde han nok et problem med sig selv, for han måtte omstændeligt fortælle, at han ingen teologiske indvendinger havde mod ordination af kvinder til præsteembede.  - Når det er sagt, står det jo klart, at der kunne være andre hensyn end de rent teologiske. Og det var der: joh, sagde biskoppen, han ville jo nok mene, at hvis en kvindelig præst giftede sig, så måtte hun gå af. En præst kunne ikke være hustru og moder. - Dér kunne jeg naturligvis have taget en debat med biskoppen, men jeg kom ikke nærmere ind på emnet, da jeg egentlig - må jeg indrømmne - på det tidspunkt regnede med, at ingen mand kunne drømme om at gifte sig med en præst. Jeg kunne måske nok forudse, at en mandlig præst, der blev fader, så også måtte gå af, da fædrene jo efterhånden tog mere og mere del i familielivet (den udvikling var allerede i gang) - men biskoppen kunne bestemt ikke forudse det. Han kendte kun det præstefamilie-mønster, hvor hustruen er sin mand en god støtte i arbejdet. I øvrigt, mente biskoppen videre, ville der altid være ting, som en kvindelig præst ikke kunne have med at gøre. Hertil indvendte jeg dog, at jeg ikke kunne se, hvad det skulle være. Biskoppen følte sig ikke foranlediget til at oplyse mig, så jeg gik ud fra, det hørte til de områder i livet, man ikke kan tale om, når der er damer til stede.
Jeg vil gerne gentage, at jeg anser Westergaard Madsen for en både tiltalende og klog mand. Han havde bare ikke fantasi til forestille sig en forandring som den, der var på vej i kirken og i hele det øvrige samfund. Og det var der nok ikke så mange, der havde.
 - Samtalen var, som jeg husker det, ikke særligt lang, og det var godt, for nu havde jeg travlt. Jeg havde fra flere sider fået at vide, at jeg skulle besøge provstiets provst og - samtlige menighedsrådets medlemmer, i deres hjem vel at bemærke! Det gjorde jeg så.
Nå, det kan jeg fortælle om en anden dag.

Vielse af homoseksuelle par

Vielse af homoseksuelle par - endnu en gang.


I årevis har striden om "kirkelig vielse af homoseksuelle par" raset i Folkekirken. Mange har fået det indtryk, at det drejede sig om et teologisk hovedemne. Også mennesker, som ellers aldrig har udvist nogen voldsom kirkelig interesse, har haft stærke meninger på dette felt, både for og imod.
Nu er det tilladt at vie mennesker af samme køn i kirken, med præst og biskoppeligt ritual og det hele!
Naturligvis har det vakt undren, at efterspørgslen efter disse vielser har vist sig at være temmelig lav. Ca.100 bryllupper har man haft i Folkekirken siden lovens vedtagelse.
Efter alt det postyr !
Men det er måske ikke så underligt endda.
Et gammeldags kirkebryllup er jo en drabelig sag. Det kan meget vel koste en formue. Og der har været tider, hvor det har været en endnu større sag:  bryllupper på landet og vel også i "bedre kredse" i byen kunne være fester, der strakte sig over flere dage.
Hvorfor?  ja, det var jo ikke fordi to unge mennesker elskede hinanden og havde bestemt sig for at dele livet med hinanden. Så meget har man aldrig gjort ud af unge menneskers følelser. Hvis en forbindelse ikke  passede ind i familiens kram, betød de unge menneskers følelser ikke en smule.
Nej det,der betød noget, var, at brylluppet var det familieskabende. Det drejede sig om hus og gård og formue, om slægtens fortsættelse, om sikkerhed og forsørgelse  for børn og gamle. Det var ikke bare to unge mennesker, der forenedes, - det var to slægter.
I det perspektiv ser man ikke tingene i dag, - om end familiens syn på et påtænkt ægteskab da vist mange steder stadig spiller en ikke ubetydelig rolle.
Men det er alligevel dette gamle syn på ægteskabet, der er baggrund for de vældige udfoldelser, man ser omkring de fleste bryllupper. Den tradition, at et bryllup er en vældig fest, den største af alle familiefester, har overlevet tidligere tiders klare og i grunden ret materialistiske begrundelse for den vældige fest.
Når der ikke er så mange homoseksuelle par, der ønsker kirkebryllup, kan det skyldes, at de fleste af disse ville finde det underlig - akavet . Lidt for drabeligt. Det registrerede partnerskab sætter juraen på plads på tilfredsstillende vis med gensidig arveret osv. Hele det gamle grundlag for den store fejring med slægternes forening og familiens fortsættelse kommer ikke ind i billedet. Det hele kommer i det hele taget ikke familierne så meget ved. Det, der står tilbage, er de to menneskers indbyrdes kærlighed, og den har de ikke behov for at have så megen blæst om.
Der er nok sket en forandring igennem de mange år, hvor debatten om dette emne er forløbet. For bare 10-15 år siden mente de, der så positivt på homoseksuelle forbindelser, at en kirkelig vielse af mennesker af samme køn ville være en blåstempling:   de kan blive viet i kirken, altså er det o.k. at være bøsse eller lesbisk. Andre anså homoseksualitet for noget unaturligt, som man tog skarpt afstand fra. Eller man anså det for at være imod Guds bud, og dermed måtte man nødvendigvis se en kirkelig vielse som et brud med hele kirkens gamle grundlag.
Men i løbet af forholdsvis få år har stemningen vendt sig:  det er de færreste, der i dag ser skævt til homoseksuelle par. I hvert fald giver man ikke højlydt udtryk for nogen modvilje. Der er ikke det samme behov for en kirkelig blåstempling, og Vorherres velsignelse kan ethvert par af et hvilket som helst køn jo hente hver eneste søndag ved at tage hinanden i hånden og følges i kirke.
Denne forandring i almenhedens holdning kan være udvirket af det registrerede partnerskab - man har vænnet sig til tanken om, at et ægtepar kan være to mennesker af samme køn.Men samtidig er mange mennesker måske begyndt at spørge sig selv, hvorfor det egentlig skulle være så forfærdeligt, at mand lever sammen med mand og kvinde med kvinde.
Hvad skade gør de i grunden andre?
De argeste modstandere henviser til Biblen. Det er temmelig lidt, der står i Biblen om den sag. Men det, der står, har nok en begrundelse, der ikke mere har gyldighed:  et menneskes første pligt var pligten til at sørge for folkets beståen. Hvis for mange forsømte den forbindelse, der nu engang er en forudsætning for livets videreførelse, risikerede folket at uddø. Folkets beståen var den alt overskyggende nødvendighed. Heraf udsprang mangfoldige forbud og påbud - som man ser dem i Mosebøgerne - vedrørende forholdene mellem mænd, kvinder og seksuelle aktiviteter og funktioner. Og disse forbud og påbud, hvis overtrædelse medførte voldsomme straffe, hyppigt døden, skulle tjene til at centrere den seksuelle kraft om det formål: at videreføre slægten.
Hvis vi i dag spørger, hvorved de homoseksuelle forbindelse egentlig er til skade for samfundet, kan man kun svare: det er de ikke. Der er familier, for hvem det af religiøse grunde er en dyb sorg, hvis et barn er bøsse eller lesbisk. Givetvis er der også familier, for hvem det er en sorg, at de af samme grund ikke får børnebørn. Men et samfundsproblem kan man ikke tale om. Ser man på verden som helhed er det langt snarere overbefolkning, der ses som en trussel.
Altså:  brylluppet har skiftet betydning. Det drejer sig i dag ikke om to slægter, der forenes, men om et par mennesker, der har bestemt sig for at dele livet med hinanden, og det er det da nok værd at holde en fest for.
Men måske er det ikke så underligt, at mange homoseksuelle ikke føler trang til at træde ind i det gamle mønster. Der er så mange heteroseksuelle par, der heller ikke gør det - og når man ikke har brug for brylluppet som en blåstempling, - ja, så lader man det fare. -
En helt anden side af sagen er så, at denne debat hænger mange langt ud af halsen. Kunne vi ikke diskutere noget andet?  der findes så mange skriftsteder, man nok kan standse lidt ved. F.eks. Jesu ord ved apostlenes udsendelse, Math.10, hvor han bl.a. siger: I har fået det for intet, giv det for intet! Skaf jer ikke guld eller sølv eller kobber i jeres bælter; ikke taske til rejsen, eller to kjortler, eller sko, eller stav; thi en arbejder er sin føde værd.
Hvad kan Vorherre Jesus dog have ment med det ?  han har vel kun tænkt på de første apostle ? han kan da umuligt have tænkt på vores faste lønninger og pensioner, umuligt have ment, vi præster skulle leve af, hvad menigheden til enhver tid undte os?
Det kunne vi da godt snakke og skrive om  i kortere eller længere tid.

Mønsterbrydninger

"Og De er så selvfølgelig præstedatter!" -. Det begyndte naturligvis i de dage, da piger,der studerede teologi, var ret ualmindelige. Men bemærk-      ningen er såmænd faldet sporadisk igen og igen siden. Den evindelige konstatering af, at en, der bliver præst, sandsynligvis er søn af en præst,men at en pige, der finder på at ville være præst, næsten nødvendigvis må være af gejstlig herkomst.
Men jeg er aldeles ikke præstedatter.Jeg er ikke lærerdatter.Jeg er ikke akademikerdatter. Min kusine Gudny blev student fra Aalborg Kathedralskole i 1945, min søster Ruth i 1946 og jeg i 1951. Vi tre var familiens første studenter. Vore fædre var ud af en søskendeflok på 12, 6 drenge og 6 piger, og bortset fra, at en onkel ved sine ældre brødres hjælp vistnok fik et højskoleophold og en slags sløjdlærer-kursus, havde ingen af dem nogen som helst uddannelse. Min mormor var alene med min mor og forsørgede sig selv og sit barn ved at gå ud at passe syge. Båre min mor og min far hørte til de børn, hvis lærere kom hjem og talte med forældrene om, om det barn dog ikke kunne komme i mellemskolen. Men det kunne der ikke være tale om. Det drejede sig nødvendigvis om at få børnene ud på arbejdsmarkedet så hurtigt som muligt. -  Altså en totalt uddannelsesløs generation. Men hele søskendeflokken klarede sig nu ikke desto udmærket gennem livet.
Min kusine, min søster og jeg var altså nogle rigtige mønsterbrydere!
Vel var vi ej!
Jeg må vel hellere nøjes med at tale for mig selv: jeg har aldrig, hverken da jeg begyndte i gymnasiet, da jeg kom på universitetet eller på noget tidspunkt siden følt nogen form for BRUD i forhold til min familie og hele det miljø, jeg voksede op i. Det er muligt, enkelte af lærerne i gymnasiet syntes, der var tale om en indtrængen fra de lavere klasser. Når græsklærerinden opfordrede os til at blive grønthandlere, hvis vi ikke kunne dagens lektie, - ja,så tænkte jeg da mit. Jeg havde et par onkler, der var grønthandlere, men næppe ringere begavet end denne lærerinde. Følelsen af skel, af brud med traditionen lå altså på hendes side, ikke på min.
Vore forældre var hele vores barndom igennem - eller fra så tidligt, det gav mening at tale om det - klart indstillede på, at vi skulle have en uddannelse. Når man så selv helt er indstillet på det, de gamle har tænkt sig, hvor skulle så bruddet ligge? Der var ingen af os, der havde nogen fornemmelse af, at vi blev så vældigt meget klogere end vores forældre, fordi vi kom i gymnasiet. Og det blev vi forresten heller ikke.
Hvorfor nu denne snak om længst henrundne dage? Fordi man skal være på vagt over for nye udtryk, der dukker op, eller ældre, som bliver moderne. Om "mønsterbryder" er et nyt ord, eller det faktisk har eksisteret længe, ved jeg ikke, men det er i hvert fald blevet vældigt moderne i de seneste år. Og jeg kan ikke lide det. Altså: en ung mand fra en familie, der ikke har tradition for uddannelse, går i gang med en sådan - det være sig boglig eller mere praktisk. Hvorfor skal det hedde noget med et BRUD ?  En familie, hvor man har haft hver sine gøremål i samfundet, hvor uddannelse ikke lige har været påkrævet - skal den pludselig se sit barn på den anden side af et brud, en kløft, fordi det barn kommer i uddannelse?
Man hører fra mange sider, at klassekampen er forbi, idet samfundet ikke mere er klassedelt. Hvis det er sandt, gøres der i hvert fald fra lige så mange sider - måske de samme - forsøg på at skabe nye klasser. Et sted, hvor fænomenet kan iagttages, er i ordene: et mønsterbrud betyder, at der i en familie er opstået et brud mellem dem, der har en uddannelse og dem, der ikke har. Det, som betyder et brud i en familie, betyder også et brud i samfundet.Ved at tale om "mønsterbrud" bidrager man til den kløft, som år for år bliver dybere i dette land: kløften mellem de rige og de fattige, de velbjergede og de udstødte, de uddannede og de u-uddannede. Kort sagt: kløften mellem dem, som har noget og dem, som intet har. Og der er i dag mange, der har for meget, og uhyggeligt mange, der har alt for lidt.

Karen Horsens: Strøtanker. At blogge - er det ikke ret ambitiøst? jovist så. Men når man husker noget, so Karen Horsens: Strøtanker.

At blogge - er det ikke ret ambitiøst?  jovist så. Men når man husker noget, som var karakteristisk for den tid, da det skete eller i hvert fald på en eller anden måde mærkeligt, og når man iøvrigt tit tænker nogle dybe og originale tanker, som desværre står at læse næste dag i avisen, skrevet af en anden - ja, så er det: at blogge måske en mulighed for nat gøre noget, man enten bør eller meget gerne vil gøre, men som er mindre ambitiøst end at skrive en bog. Men det er altså ikke noget særligt. Og det er slet ikke noget sammenhængende. Det er bare: Strøtanker.