onsdag den 28. august 2013

Ordination!

I pinsen 1962 blev jeg ordineret til præst. Datoen har jeg aldrig tænkt på, ordinationsdagen er for mig 2.pinsedag.
I ugerne op mod pinse dominerede tanken: hvorfor kan man ikke bare ligesom alle andre mennesker "begynde den 1.", eller evt. bare "begynde på mandag". Da det var overstået, forstod jeg egentlig ikke selv, hvorfor jeg havde så meget imod at skulle ordineres - og jeg forstår det stadig ikke. De øvelser, der resulterede i ordinationen, havde på ingen måde afskrækket mig. Der var ikke noget, jeg havde været nervøs for. Det skulle da lige være  det: at bestemme mig for at søge præsteembede.
Jeg havde et kandidatstipendium fra Århus Universitet, som ikke var udløbet.
Efter embedseksamen i 1958 havde jeg været et efterårssemester i Oslo og et forår på pastoralseminariet i København, hvor jeg havde været så usandsynligt heldig at få en plads på Borchs Kollegium. Seminariet levnede rigelig tid til fortsat beskæftigelse med kirkehistorien. Så fulgte et år på Union Theological Seminary i New York. Alt sammen havde det formål at forske i den danske liberale teologis historie, hvilket havde været emne for min prisopgave i 1955. Efter året i New York fik jeg så kandidatstipendiet og flyttede tilbage til Borchs Kollegium - frydefuldt. I foråret 1961 sad jeg 3 måneder i Marburg og Göttingen og ledte efter breve fra danske liberalteologer. Dem fandt jeg ikke mange af, men derimod en masse andet, som var forrygende spændende. Til rejsen havde jeg fået Frederik Nielsens rejselegat på 800 kr. - det var faktisk penge dengang. Men da jeg fik kandidatstipendiet, ringede jeg selvfølgeligt pænt til Hal Koch og frasagde mig Fr.Nielsen i den formening, at jeg ikke kunne oppebære to stipendier på én gang. Men Hal Koch sagde: De skal ud at rejse, og De er jo ikke nogen spejderpige! selvfølgeligt skal De have et særligt stipendium til rejsen.
Sommeren 1961 flyttede jeg tilbage til Borchs Kollegium og fortsatte med den liberale teologi. Sad mest i det kgl. bobliotek, - det gjaldt stadig liberalteologiens historie. Men en dag ser jeg, at embedet som kaldskapellan ved Vor Frelsers Kirke var opslået - og jeg fik så umanérlig lyst til at blive præst på. I pastoralseminarietiden havde jeg været føl hos Laurids Stampe ved Christianskirken, havde prædiket mine 3 gange i kirken og var blevet mægtigt glad for Christanshavn og christianshavnerne. Men problemet var jo altså kandidatstipendiet. Jeg havde da fået skrevet en artikel til kirkehistoriske samlinger om Henry Ussing og nogle andre af de missionske, som i virkeligheden var dybt påvirkede af den liberale teologi - og så havde jeg iøvrigt brugt en del tid på at lave register til kirkehistoriske samlinger og noget arkivarbejde for Kaj Baagø, som sad i Indien og skrev om Hernnhuterne - men jeg havde jo altså et halvt år tilbage af stipendiet. Egentlig syntes jeg, så vidt jeg husker, ikke det var noget problem - jeg kunne jo arbejde videre med kirkehistorien, selvom jeg blev præst, mente jeg. Jeg så mig selv sætte mig ned med mine studier om aftenen efter en skøn dags arbejde med sognearbejde, prædikener og meget andet! Jeg skrev til P.G.Lindhardt, som havde været mig i alle måder behjælpelig under og efter studiet - hvad sagde han til, om jeg slap kandidatstipendiet?  han sagde, at kirkehistorikere har vi nok af, gode præster altid for få. Da det bestemt var min hensigt at blive en god præst, skrev jeg ansøgningen.

I hvilken rækkefølge, de efterfølgende begivenheder forløb, kan jeg ikke helt huske. Heldigvis var der på Borchs Kollegium gode folk, som nok vidste, hvordan man begår sig i det kirkelige. De overbeviste mig om, at det første, man gør, er at henvende sig til biskoppen i det stift, hvor man har søgt embede, så det gjorde jeg.
Willy Westergaard Madsen var biskop over Københavns Stift fra 1960 til 1975. Jeg har altid tænkt på ham som "den gamle biskop", og det tror jeg i grunden, jeg gjorde allerede den gang. Men han var født i 1907, konstaterer jeg lige i Kirkelig Håndbog fra 1981, og var altså en yngling på 55!
Det skal straks siges, at Westergaard Madsen var en tiltalende mand. På ingen måde mere biskoppelig end rimeligt var, gjorde absolut indtryk af at være en fornuftigt menneske. Jeg nærer ikke noget ønske om at kaste noget latterlighedens skær over ham.
Jeg havde 2 længere samtaler med ham - den indledende, da jeg havde indleveret min ansøgning, og så naturligvis bispeeksamen. Det er alt sammen meget længe siden, og hvad der blev  sagt ved hvilken lejlighed kan jeg ikke huske - og i det taget er det ikke meget, jeg husker. Skulle jeg have skrevet erindringer, skulle det være sket for mange år siden, og jeg har ikke noget ønske om at digte mine erindringer.

Men der er da noget, man husker. Biskoppen sagde indledningsvis:  ja, De fylder jo 30 næste gang, det kan De ikke løbe fra!  hertil kunne jeg kun svare, at jeg ikke havde noget ønske om at løbe fra det. - En ligegyldig ting, og jeg kan nok kun huske det, fordi jeg i grunden syntes, det var noget sært noget at sige.
Da jeg er Århus-teolog, blev jeg  naturligvis interviewet lidt om de mest brændende emner: opstandelse, himmelfart og evigt liv. Jeg kunne godt følge med i tankegangen, og svarede på århusíansk ud af mit lutherske hjerte. Biskoppen havde vist ingen problemer med mig i teologisk henseende. Derimod havde han nok et problem med sig selv, for han måtte omstændeligt fortælle, at han ingen teologiske indvendinger havde mod ordination af kvinder til præsteembede.  - Når det er sagt, står det jo klart, at der kunne være andre hensyn end de rent teologiske. Og det var der: joh, sagde biskoppen, han ville jo nok mene, at hvis en kvindelig præst giftede sig, så måtte hun gå af. En præst kunne ikke være hustru og moder. - Dér kunne jeg naturligvis have taget en debat med biskoppen, men jeg kom ikke nærmere ind på emnet, da jeg egentlig - må jeg indrømmne - på det tidspunkt regnede med, at ingen mand kunne drømme om at gifte sig med en præst. Jeg kunne måske nok forudse, at en mandlig præst, der blev fader, så også måtte gå af, da fædrene jo efterhånden tog mere og mere del i familielivet (den udvikling var allerede i gang) - men biskoppen kunne bestemt ikke forudse det. Han kendte kun det præstefamilie-mønster, hvor hustruen er sin mand en god støtte i arbejdet. I øvrigt, mente biskoppen videre, ville der altid være ting, som en kvindelig præst ikke kunne have med at gøre. Hertil indvendte jeg dog, at jeg ikke kunne se, hvad det skulle være. Biskoppen følte sig ikke foranlediget til at oplyse mig, så jeg gik ud fra, det hørte til de områder i livet, man ikke kan tale om, når der er damer til stede.
Jeg vil gerne gentage, at jeg anser Westergaard Madsen for en både tiltalende og klog mand. Han havde bare ikke fantasi til forestille sig en forandring som den, der var på vej i kirken og i hele det øvrige samfund. Og det var der nok ikke så mange, der havde.
 - Samtalen var, som jeg husker det, ikke særligt lang, og det var godt, for nu havde jeg travlt. Jeg havde fra flere sider fået at vide, at jeg skulle besøge provstiets provst og - samtlige menighedsrådets medlemmer, i deres hjem vel at bemærke! Det gjorde jeg så.
Nå, det kan jeg fortælle om en anden dag.








1 kommentar:

  1. Tak for interessant beretning. Westergaard Madsen hjemmedøbte mig i Vejle i 1938. Han var født samme år som min far, konstaterer jeg her. Siden hen hørte jeg ham af og til fra Kbh. Domkirke ved morgenandagts transmission. Har aldrig set ham. Men jeg kunne lide stemmen. Der var noget trygt ved den. Og hver gang tænkte jeg: Han døbte mig, da jeg var ved at smutte ud af verden... men jeg blev!

    SvarSlet