Vielse af homoseksuelle par

Vielse af homoseksuelle par - endnu en gang.


I årevis har striden om "kirkelig vielse af homoseksuelle par" raset i Folkekirken. Mange har fået det indtryk, at det drejede sig om et teologisk hovedemne. Også mennesker, som ellers aldrig har udvist nogen voldsom kirkelig interesse, har haft stærke meninger på dette felt, både for og imod.
Nu er det tilladt at vie mennesker af samme køn i kirken, med præst og biskoppeligt ritual og det hele!
Naturligvis har det vakt undren, at efterspørgslen efter disse vielser har vist sig at være temmelig lav. Ca.100 bryllupper har man haft i Folkekirken siden lovens vedtagelse.
Efter alt det postyr !
Men det er måske ikke så underligt endda.
Et gammeldags kirkebryllup er jo en drabelig sag. Det kan meget vel koste en formue. Og der har været tider, hvor det har været en endnu større sag:  bryllupper på landet og vel også i "bedre kredse" i byen kunne være fester, der strakte sig over flere dage.
Hvorfor?  ja, det var jo ikke fordi to unge mennesker elskede hinanden og havde bestemt sig for at dele livet med hinanden. Så meget har man aldrig gjort ud af unge menneskers følelser. Hvis en forbindelse ikke  passede ind i familiens kram, betød de unge menneskers følelser ikke en smule.
Nej det,der betød noget, var, at brylluppet var det familieskabende. Det drejede sig om hus og gård og formue, om slægtens fortsættelse, om sikkerhed og forsørgelse  for børn og gamle. Det var ikke bare to unge mennesker, der forenedes, - det var to slægter.
I det perspektiv ser man ikke tingene i dag, - om end familiens syn på et påtænkt ægteskab da vist mange steder stadig spiller en ikke ubetydelig rolle.
Men det er alligevel dette gamle syn på ægteskabet, der er baggrund for de vældige udfoldelser, man ser omkring de fleste bryllupper. Den tradition, at et bryllup er en vældig fest, den største af alle familiefester, har overlevet tidligere tiders klare og i grunden ret materialistiske begrundelse for den vældige fest.
Når der ikke er så mange homoseksuelle par, der ønsker kirkebryllup, kan det skyldes, at de fleste af disse ville finde det underlig - akavet . Lidt for drabeligt. Det registrerede partnerskab sætter juraen på plads på tilfredsstillende vis med gensidig arveret osv. Hele det gamle grundlag for den store fejring med slægternes forening og familiens fortsættelse kommer ikke ind i billedet. Det hele kommer i det hele taget ikke familierne så meget ved. Det, der står tilbage, er de to menneskers indbyrdes kærlighed, og den har de ikke behov for at have så megen blæst om.
Der er nok sket en forandring igennem de mange år, hvor debatten om dette emne er forløbet. For bare 10-15 år siden mente de, der så positivt på homoseksuelle forbindelser, at en kirkelig vielse af mennesker af samme køn ville være en blåstempling:   de kan blive viet i kirken, altså er det o.k. at være bøsse eller lesbisk. Andre anså homoseksualitet for noget unaturligt, som man tog skarpt afstand fra. Eller man anså det for at være imod Guds bud, og dermed måtte man nødvendigvis se en kirkelig vielse som et brud med hele kirkens gamle grundlag.
Men i løbet af forholdsvis få år har stemningen vendt sig:  det er de færreste, der i dag ser skævt til homoseksuelle par. I hvert fald giver man ikke højlydt udtryk for nogen modvilje. Der er ikke det samme behov for en kirkelig blåstempling, og Vorherres velsignelse kan ethvert par af et hvilket som helst køn jo hente hver eneste søndag ved at tage hinanden i hånden og følges i kirke.
Denne forandring i almenhedens holdning kan være udvirket af det registrerede partnerskab - man har vænnet sig til tanken om, at et ægtepar kan være to mennesker af samme køn.Men samtidig er mange mennesker måske begyndt at spørge sig selv, hvorfor det egentlig skulle være så forfærdeligt, at mand lever sammen med mand og kvinde med kvinde.
Hvad skade gør de i grunden andre?
De argeste modstandere henviser til Biblen. Det er temmelig lidt, der står i Biblen om den sag. Men det, der står, har nok en begrundelse, der ikke mere har gyldighed:  et menneskes første pligt var pligten til at sørge for folkets beståen. Hvis for mange forsømte den forbindelse, der nu engang er en forudsætning for livets videreførelse, risikerede folket at uddø. Folkets beståen var den alt overskyggende nødvendighed. Heraf udsprang mangfoldige forbud og påbud - som man ser dem i Mosebøgerne - vedrørende forholdene mellem mænd, kvinder og seksuelle aktiviteter og funktioner. Og disse forbud og påbud, hvis overtrædelse medførte voldsomme straffe, hyppigt døden, skulle tjene til at centrere den seksuelle kraft om det formål: at videreføre slægten.
Hvis vi i dag spørger, hvorved de homoseksuelle forbindelse egentlig er til skade for samfundet, kan man kun svare: det er de ikke. Der er familier, for hvem det af religiøse grunde er en dyb sorg, hvis et barn er bøsse eller lesbisk. Givetvis er der også familier, for hvem det er en sorg, at de af samme grund ikke får børnebørn. Men et samfundsproblem kan man ikke tale om. Ser man på verden som helhed er det langt snarere overbefolkning, der ses som en trussel.
Altså:  brylluppet har skiftet betydning. Det drejer sig i dag ikke om to slægter, der forenes, men om et par mennesker, der har bestemt sig for at dele livet med hinanden, og det er det da nok værd at holde en fest for.
Men måske er det ikke så underligt, at mange homoseksuelle ikke føler trang til at træde ind i det gamle mønster. Der er så mange heteroseksuelle par, der heller ikke gør det - og når man ikke har brug for brylluppet som en blåstempling, - ja, så lader man det fare. -
En helt anden side af sagen er så, at denne debat hænger mange langt ud af halsen. Kunne vi ikke diskutere noget andet?  der findes så mange skriftsteder, man nok kan standse lidt ved. F.eks. Jesu ord ved apostlenes udsendelse, Math.10, hvor han bl.a. siger: I har fået det for intet, giv det for intet! Skaf jer ikke guld eller sølv eller kobber i jeres bælter; ikke taske til rejsen, eller to kjortler, eller sko, eller stav; thi en arbejder er sin føde værd.
Hvad kan Vorherre Jesus dog have ment med det ?  han har vel kun tænkt på de første apostle ? han kan da umuligt have tænkt på vores faste lønninger og pensioner, umuligt have ment, vi præster skulle leve af, hvad menigheden til enhver tid undte os?
Det kunne vi da godt snakke og skrive om  i kortere eller længere tid.