søndag den 19. maj 2013

Mønsterbrydninger

"Og De er så selvfølgelig præstedatter!" -. Det begyndte naturligvis i de dage, da piger,der studerede teologi, var ret ualmindelige. Men bemærk-      ningen er såmænd faldet sporadisk igen og igen siden. Den evindelige konstatering af, at en, der bliver præst, sandsynligvis er søn af en præst,men at en pige, der finder på at ville være præst, næsten nødvendigvis må være af gejstlig herkomst.
Men jeg er aldeles ikke præstedatter.Jeg er ikke lærerdatter.Jeg er ikke akademikerdatter. Min kusine Gudny blev student fra Aalborg Kathedralskole i 1945, min søster Ruth i 1946 og jeg i 1951. Vi tre var familiens første studenter. Vore fædre var ud af en søskendeflok på 12, 6 drenge og 6 piger, og bortset fra, at en onkel ved sine ældre brødres hjælp vistnok fik et højskoleophold og en slags sløjdlærer-kursus, havde ingen af dem nogen som helst uddannelse. Min mormor var alene med min mor og forsørgede sig selv og sit barn ved at gå ud at passe syge. Båre min mor og min far hørte til de børn, hvis lærere kom hjem og talte med forældrene om, om det barn dog ikke kunne komme i mellemskolen. Men det kunne der ikke være tale om. Det drejede sig nødvendigvis om at få børnene ud på arbejdsmarkedet så hurtigt som muligt. -  Altså en totalt uddannelsesløs generation. Men hele søskendeflokken klarede sig nu ikke desto udmærket gennem livet.
Min kusine, min søster og jeg var altså nogle rigtige mønsterbrydere!
Vel var vi ej!
Jeg må vel hellere nøjes med at tale for mig selv: jeg har aldrig, hverken da jeg begyndte i gymnasiet, da jeg kom på universitetet eller på noget tidspunkt siden følt nogen form for BRUD i forhold til min familie og hele det miljø, jeg voksede op i. Det er muligt, enkelte af lærerne i gymnasiet syntes, der var tale om en indtrængen fra de lavere klasser. Når græsklærerinden opfordrede os til at blive grønthandlere, hvis vi ikke kunne dagens lektie, - ja,så tænkte jeg da mit. Jeg havde et par onkler, der var grønthandlere, men næppe ringere begavet end denne lærerinde. Følelsen af skel, af brud med traditionen lå altså på hendes side, ikke på min.
Vore forældre var hele vores barndom igennem - eller fra så tidligt, det gav mening at tale om det - klart indstillede på, at vi skulle have en uddannelse. Når man så selv helt er indstillet på det, de gamle har tænkt sig, hvor skulle så bruddet ligge? Der var ingen af os, der havde nogen fornemmelse af, at vi blev så vældigt meget klogere end vores forældre, fordi vi kom i gymnasiet. Og det blev vi forresten heller ikke.
Hvorfor nu denne snak om længst henrundne dage? Fordi man skal være på vagt over for nye udtryk, der dukker op, eller ældre, som bliver moderne. Om "mønsterbryder" er et nyt ord, eller det faktisk har eksisteret længe, ved jeg ikke, men det er i hvert fald blevet vældigt moderne i de seneste år. Og jeg kan ikke lide det. Altså: en ung mand fra en familie, der ikke har tradition for uddannelse, går i gang med en sådan - det være sig boglig eller mere praktisk. Hvorfor skal det hedde noget med et BRUD ?  En familie, hvor man har haft hver sine gøremål i samfundet, hvor uddannelse ikke lige har været påkrævet - skal den pludselig se sit barn på den anden side af et brud, en kløft, fordi det barn kommer i uddannelse?
Man hører fra mange sider, at klassekampen er forbi, idet samfundet ikke mere er klassedelt. Hvis det er sandt, gøres der i hvert fald fra lige så mange sider - måske de samme - forsøg på at skabe nye klasser. Et sted, hvor fænomenet kan iagttages, er i ordene: et mønsterbrud betyder, at der i en familie er opstået et brud mellem dem, der har en uddannelse og dem, der ikke har. Det, som betyder et brud i en familie, betyder også et brud i samfundet.Ved at tale om "mønsterbrud" bidrager man til den kløft, som år for år bliver dybere i dette land: kløften mellem de rige og de fattige, de velbjergede og de udstødte, de uddannede og de u-uddannede. Kort sagt: kløften mellem dem, som har noget og dem, som intet har. Og der er i dag mange, der har for meget, og uhyggeligt mange, der har alt for lidt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar